"Imran, hvad laver du egentlig ?"
Det spørgsmål stiller jeg også mig selv indimellem… Her kan du læse lidt mere om de erfaringer, jeg har fået på min vej hidtil og derved få et bedre indblik i min faglige baggrund.
Dette kan jeg ...
Speciallæge i almen medicin
Som uddannet speciallæge i almen medicin har jeg fået en af verdens længste uddannelser og arbejdet rundt omkring i det danske sundhedsvæsen siden 2005 på mange forskellige afdelinger i det offentlige såvel som det private.
Forfatter
Jeg debuterede i 2017 med bogen SLUK, der omhandlede mine tanker om hvordan teknologi påvirker mennesker. Siden er bogen blevet fulgt op af en international udgivelse ved navn Offline på det anerkendte fagbogsforlag Wiley. Derudover har jeg udgivet 4 bøger, bl.a. “Mærkbarhed” på mit eget forlag og senest bogen Skærmsund sammen med Marie Brixtofte og Katja Bamberger Bro på Gyldendal.
Foredragsholder
Gennem de sidste 20 år har jeg været vant til at undervise, holde foredrag og i det hele taget agere professionelt på både nationale såvel som internationale scener. Derudover har jeg deltaget i utallige workshops, paneldebatter, ekspertråd, advisory boards, konferencier, været TV-læge og meget mere.
Sundhedsfaglig direktør i Lenus
Til dagligt arbejder jeg i Lenus.io, som er en dansk healthtech-virksomhed, der digitalt understøtter holistiske livsstilsforandringer. Her er vi i gang med at skabe fremtidens digitale infrastruktur for forebyggende sundhed.
Iværksætter
Grundet en tidlig interesse i teknologi og startup-miljøet blev jeg IT-iværksætter omkring 2011 og har siden da stiftet en lang række startups og arbejdet på mange forskellige platforme og apps primært indenfor sundhedsvæsenet.
Med en undtagelse: Sammen med min ex-kone har jeg optrådt i Løvens Hule med vores fælles iværksætterprojekt Kreakassen.dk, der skal hjælpe børnefamilier med lettere adgang til kreativt samvær. Projektet blev desværre lukket ned som følge af Corona-krisen.
Corporate innovation
Mine iværksættererfaringer førte til en stilling som Innovationschef på Aleris-Hamlet i 2015, hvor jeg bl.a. havde ansvaret for at udvikle privathospitalets digitale strategi. Idag rådgiver jeg løbende startups indenfor sundhedsvæsenet, for at understøtte en menneske-centreret digitalisering mm.
Salg, Markedsføring & Adfærdsdesign
Jeg har gennem årene udviklet særdeles gode kompetencer indenfor salg, markedsføring og udvikling af særligt digitale produkter.
Dette indbefatter et kendskab til adfærdsdesign, som jeg både bruger i min beskrivelse af problemet med digital forurening samt i udviklingen af løsninger til sundere digitale vaner.
Kommunikation & Public Affairs
En af mine største forcer er, at kunne kommunikere klart og værdibaseret, så modtageren forstår både intentionen, indholdet og konsekvenserne af et givent budskab.
Gennem udbygning af et stort netværk i mange forskellige af mine faglige cirkler har jeg desuden udviklet en god fornemmelse for, hvad der skal til for at skabe resultater politisk såvel som kommercielt.
Et tydeligt eksempel på dette var mit borgerforslag omhandlende tech-industrien, der i 2023 igangsatte en markant ny kurs for måden, som samfundet anskuer digitalisering på. Forslaget fik massiv opmærksomhed fra alle politiske partier og blev i december vedtaget af Folketinget.
Som en direkte konsekvens blev der fra Regeringens side indført et forsigtighedsprincip, der indeholdt skarpe og tydelige anbefalinger om restriktiv brug af skærme i såvel daginstitutioner, fritidsordninger, folkeskoler og ungdomsuddannelser.
Borgerforslaget blev til sammen med medlemmer af netværket Tech & Trivsel, der i løbet af 2023 virkelig fik sat et tydeligt aftryk på digitaliseringen af Danmark, så den fremover tager hensyn til mennesker.